Spørgsmål?

Her kan du finde de oftest stillede spørgsmål til os, så du hurtigt kan få svar. Hvis du har brug for hjælp, er du altid velkommen til at kontakte os.

Frivilligt arbejde, praktik og besøg

Kan jeg blive frivillig hos Land of Hope i Nigeria?

Vores børnecenter Land of Hope ligger i Niger Delta regionen i Nigeria. Militante grupper er aktive i hele Niger Delta-regionen og har udført en række angreb på olie- og gasinfrastruktur. Der er høj risiko for væbnet røveri, kriminalitet og kidnapning i Niger Delta-regionen. Derfor inviterer vi ikke frivillige til Land of Hope. Det kræver væbnet beskyttelse 24/7, og skulle der ske en frivillig noget, vil regeringen i Nigeria stille Land of Hope til ansvar. Desuden foretrækker vi at bruge lokal arbejdskraft for at sikre en bæredygtig udvikling.  

Vi råder alle til at læse rejsevejledningen for Nigeria på Udenrigsministeriets hjemmeside. Det danske Udenrigsministerium fraråder på nuværende tidspunkt alle rejser til Niger Delta regionen.

Kan jeg blive frivillig hos Land of Hope i Danmark? 

Når vi mangler frivillige til vores administrative arbejde i Danmark, skriver vi det på vores sociale medieprofiler og i vores nyhedsbrev. Følg os gerne på Facebook, Instagram og LinkedIn.

Kan jeg komme i praktik hos Land of Hope i Danmark? 

Desværre har vi ikke de nødvendige ressourcer til at tage imod praktikanter.  

Kan min skole / forening / arbejdsplads få besøg af Anja Ringgren Lovén?

Du kan booke et foredrag med Anja igennem Athenas, som også kan hjælpe med evt. praktiske spørgsmål ang. booking og planlægning. Har du andet i tankerne, kan du kontakte os.

Kan jeg besøge Land of Hope?

Vores børnecenter Land of Hope ligger i Niger Delta regionen, som desværre er et farlig område grundet høj risiko for væbnet røveri, kriminalitet og kidnapning. Vi råder alle til at læse rejsevejledningen for Nigeria på Udenrigsministeriets hjemmeside. Det danske Udenrigsministerium fraråder på nuværende tidspunkt alle rejser til Niger Delta regionen.

Desuden er Land of Hope ikke en institution, men et hjem. Det er børnenes eneste hjem, og vi er en familie. Derfor værner vi om vores privatliv og hverdag ligesom alle andre familier og tager ikke imod besøgende.

Donationer, fast støtte og hjælp til børnene

Kan jeg adoptere et barn? 

Nej. Land of Hope er ikke et adoptionsbureau.

Det er derimod en vigtig del af vores arbejde at reintegrere børnene i lokalsamfundet og genforene dem med deres familie gennem hjemmebesøg. Børnene savner deres forældre og søskende, og det er vores opgave, at de bevarer en tæt relation til dem.

Formålet med børnenes hjemmebesøg i lokalsamfundet er at ændre landsbyernes syn på overtroen ved at vise dem børnenes utrolige forvandlinger – fra at være udstødt, alene, beskyldt for at være heks, næsten tortureret til døde til at være sund, stærk, rask, dygtig i skolen med selvtillid og drømme for fremtiden.

Det er et langsigtet arbejde og kræver, at børnene kommer på regelmæssige hjemmebesøg, og at familierne også kommer på besøg hos Land of Hope. Et familiebånd er meget stærkt i de afrikanske samfund, og selvom overtroen synes at splitte det bånd, skyldes det i bund og grund fattigdom og uvidenhed, som kun kan bekæmpes ved at udvide deres viden om verdenen og oplyse om overtro og vigtigheden af uddannelse.

Kan jeg få et sponsorbarn? 

Nej. Hos Land of Hope kan du ikke blive fadder eller få et sponsorbarn.

Vores vision er en verden, hvor ingen børn lider under voksnes overtro. Det handler derfor om at sikre en bæredygtig udvikling af de overtroiske samfund, og derfor opfordrer vi til at støtte vores overordnede indsatser for at løfte nogle af de fattigste samfund i verden ud af fattigdom ved hjælp af uddannelse. Det er den mest effektive måde at bekæmpe overtro på og dermed opnå vores vision.

Hvordan kan jeg blive fast støtter af Land of Hope?

Når du støtter Land of Hope fast hver måned, er du med til at sikre, at børnene kan forblive i vores varetægt på Land of Hope. Vi bruger din støtte til helt basale ting såsom daglige måltider, betaling af skole og transport, medicin og hospitalsbesøg.

Du kan blive fast støtter af Land of Hope ved at vælge “Støt månedligt” og indtaste det beløb, du ønsker at støtte med. Du kan betale med alle gængse betalingskort igennem en sikker, dansk betalingsservice eller bruge MobilePay.

Ønsker du at ændre eller stoppe din støtte, kan du til enhver tid kontakte os.

Hvordan ændrer eller stopper jeg min faste støtte?

Ønsker du at ændre beløbet, du støtter med, eller helt pause/stoppe din faste månedlige støtte, kan du sende en mail til pia@landofhope.dk. Vi er altid meget taknemmelige for den støtte, vi har modtaget fra dig, og har fuld forståelse for din situation.

Brugte du MobilePay? Inde i MobilePay app kan du under din profil se Betalingsaftaler og finde din donation til Land of Hope. Her kan du også stoppe aftalen.

Hvordan starter jeg en indsamling til Land of Hope? 

Ønsker du at indsamle penge til Land of Hope i forbindelse med en fødselsdag, et jubilæum, et bryllup, en højtid, en fødsel, eller blot fordi vores arbejde ligger dit hjerte nært, kan du starte dine egen indsamling via Land of Hopes eget indsamlingsværktøj, som er gratis for dig at bruge.

Du kan også opfordre din familie og venner til at donere direkte via MobilePay nr 44170

Har du en ide til en indsamling, fx på din skole, din arbejdsplads, til gadens loppemarked eller andet så kontakt tina@landofhope.dk.

Donation af tøj, legetøj, bamser, bøger mv. Tager I imod det? 

Land of Hope er meget taknemmelig for den store opbakning, vi får, og alle tilbud om tøj, legetøj, bøger mv. til børnene. Desværre er det meget dyrt at sende pakker til Nigeria, og vi har ikke selv mulighed for at medbringe det 

Vi foreslår derfor, at man eventuelt sælger tingene og derefter donerer pengene til Land of Hope i stedet. Pengene vil blive brugt på at købe tøj, mad, medicin, legetøj, bøger mm. i Nigeria, så vi på den måde også støtter lokalsamfundet. Det vil være til gavn for mange flere mennesker og være en bæredygtig udvikling, du kan være stolt af at bidrage til.

Donation af medicin, hospitalsprodukter o.l. til jeres børnehospital?

Som udgangspunkt gør vi ikke. Vi har ikke mulighed for at sende det til Nigeria, og vi kan heller ikke tage det med i en kuffert, da der er mange forskellige regler, der skal overholdes, når man tager medicin, produkter mm. med på rejse. Vi har desværre heller ikke mulighed for at opbevare det nogle steder. Selvom det er ubrugt medicin fra privatpersoner, har vi ikke de nødvendige faglige kompetencer til at vurdere, om medicinen har været opbevaret korrekt.  

Vi vil offentliggøre på vores sociale medieprofiler og i vores nyhedsbrev, når og hvis vi mangler noget bestemt medicin (fra hospitaler) eller produkter til børnehospitalet, som vi kan få sendt til Nigeria i en container.

Kan jeg trække mine donationer fra i SKAT? 

Ja. Land of Hope indberetter automatisk dine samlede bidrag til SKAT, hvis du har oplyst dit CPR-nummer til os, da du donerede via vores hjemmeside. Har du doneret via MobilePay, PayPal eller bankoverførsel bliver det ikke automatisk indberettet til SKAT. Her skal du i stedet udfylde denne formular på vores hjemmeside, for at vi kan sikre indberetningen for dig.

Du kan som privatperson ikke selv indberette donationer til SKAT.

Kan jeg bruge Land of Hopes navn og/eller logo til at skabe opmærksomhed omkring jeres arbejde?  

Ja, hvis du følger Land of Hopes retningslinjer for brug af vores navn og logo. Send en e-mail for detaljeret informationer: tina@landofhope.dk

Du kan finde logo og pressefotos her.


Spørgsmål om heksebørn og hekseanklager

Hvordan kan der stadig være nogen, der tror på hekse?

I Danmark troede man også engang på ‘magi’. Næsten alle kulturer har på et eller andet tidspunkt i historien været overtroiske og brugt overnaturlige midler til f.eks. at helbrede mennesker eller bede om en bedre høst fra landbruget. For mennesker, der levede før 1700-tallet, var magi en almindelig del af hverdagen. De syntes, at verden var et mystisk og skræmmende sted, så når der skete ulykker, naturkatastrofer eller uforklarlige sygdomme, forklarede de det med overnaturlige kræfter. På samme måde er det en traditionel afrikansk overbevisning, at alt har en overnaturlig årsag.

Hvorfor bliver børn beskyldt for at være hekse?

Hekseanklager er blevet en måde at forklare ulykke, død, opbrud og sygdom i fattige familier og landsbyer. Manglende uddannelse giver begrænset viden, og når det kombineres med stærke kulturelle overbevisninger, får det folk til at søge efter overtroiske svar.

Børn, der bliver syge af malaria, tyfus og andre helt almindelige, tropiske sygdomme, er udsatte. Børn, der virker aggressive, indadvendte, stædige eller er født med fysiske deformiteter er også mere tilbøjelige til at blive anklaget for hekseri.

Hvad sker der med et barn, der bliver beskyldt for at være heks?

Når et barn bliver beskyldt for hekseri, bliver det oftest udsat for fysisk og psykisk vold. Nogle gange af egen familie og sociale omgangskreds, og andre gange af kirkens præster og såkaldte healere og heksedoktorer. Anklagerne påvirker ikke kun ét barn, men alle i familien, fordi de spiser, leger og sover sammen i samme rum.

Hvordan finder I frem til et heksebarn?

Land of Hope samarbejder med landsbyhøvdinge i de omkringliggende fattige landsbyer. Det er vigtigt, at vi har en god relation til dem, og at de stoler på os, fordi så vil de gerne samarbejde med os, når et barn bliver anklaget for at være heks. De ringer til os med information om barnet, og nogle gange tager de også barnet til sig for at beskytte det, indtil vi kan komme og hente det. Hvert år bliver mere end 15.000 børn i Nigeria anklaget for at være hekse, og vi kan desværre ikke redde dem alle. Det er meget hårdt at vide. Men dem, vi kan redde, gør vi alt for at redde.

Hvordan redder I heksebørn?

Når Land of Hope får oplysninger om et heksebarn, kan vi ikke være sikre på at finde det. ‘Heksebørn’ er bange for voksne. De prøver at overleve ved at stikke af.

I en redningssituation beroliger vi barnet med forskellige psykologiske teknikker. Vores team er selv lokale og taler børnenes sprog. Vi tilbyder dem snacks og sodavand. Hvis vi tager barnet med os uden at melde det til politiet eller få godkendelse fra et familiemedlem, risikerer vi at blive anklaget for kidnapning. Dokumentationen skal være på plads, og det er ofte lange, ineffektive processer.

Er barnet i risiko for at dø, tager vi det med på hospitalet. Men nogle gange tror selv læger og sygeplejersker på hekse.

I nogle tilfælde ønsker familiemedlemmer ikke, at vi hjælper eller “blander os”, og så gør de modstand. Det kan udvikle sig til en farlig situation for os. Det, der kan se nemt ud; at tage et barn væk fra elendighed, er en meget svær, korrupt og farlig proces.

Hvordan hjælper I heksebørn videre i livet?

En af Land of Hopes vigtigste værdier er: Uddannelse. Alle vores børn skal gå i skole, fordi viden er nøglen til at bekæmpe overtro.

Vi fortæller vores børn om deres rettigheder. FN vedtog i 1989 en Børnekonvention, som 190 lande i hele verden har skrevet under på. Den sikrer alle børn helt basale rettigheder uanset nationalitet, køn, social status, religion og kultur. Det skal vores børn vide, så de forstår, at det, de har været udsat for, ikke er tilladt, og at deres rettigheder er blevet krænket.

Men én ting er at have ret, og noget andet er, hvordan man har det indeni. Derfor arbejder Land of Hopes Child Development team løbende med børnenes mentale sundhed. Vi giver børnene et nyt fællesskab og trygge voksenrelationer, vi lader børnene udtrykke sig gennem musik, kunst og sport, og så arbejder vi med deres talenter, så de oplever succes. Vi kan aldrig fjerne den smerte, de har følt, da de blev udstødt af deres landsby og familie, men vi kan give dem kærlighed og omsorg.

Hvor længe kan børnene bo på Land of Hope?

Land of Hope er ikke et børnehjem, men en familie. Vi er børnenes lovlige værger og har myndigheden over dem, men vi elsker dem også som en familie. Når børnene har taget en uddannelse og er voksne, bestemmer de helt selv, hvor de vil bo. Det kan være, at de flytter for at tage på universitetet eller for at komme i lære et sted, og så sker der en naturlig proces, hvor de løsriver sig. Vi opdrager alle vores børn til at være selvstændige individer og til at tage ansvar for deres eget liv. Men de er altid velkommen hjem til Land of Hope, hvor de er vokset op.

Kan vi gøre noget, så der er færre børn, der bliver udsat for hekseanklager?

Hekseovertroen er så dybt forankret i hele kulturen i Nigeria, at det vil tage lang tid, før vi ser forandringer. Igennem Land of Hopes oplysningsarbejde i Nigeria kan vi være med til at påvirke kulturen. Jo flere mennesker, der bliver oplyste om den skadelige overtro, des bedre.

Nigeria er et meget fattigt land. 129 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom, og 18,5 millioner børn går ikke i skole. Det betyder, at store dele af befolkningen er ‘overladt til sig selv’, og derfor vokser overtroen blandt dem. Men der er håb, og vi er håbefulde i Land of Hope. Vi ser forandringer i små skridt, og vi ved, at vi vil nå vores mål, hvis bare vi holder fast og bliver ved. Her spiller du også en stor rolle. Du kan være børnenes stemme og hjælpe os med at udbrede kendskabet til vores arbejde i Nigeria.


Spørgsmål om hjemmebesøg hos familien

Hvorfor tager I børnene med tilbage for at besøge deres familie?

I nogle tilfælde er det børnenes nærmeste familie, der har beskyldt dem for at være hekse. I andre er det en bekendt af familien, en religiøs leder eller landsbyhøvding, som har meget magt over landsbyen. Uanset hvem det er, har alle børn ret til at kende deres familie, og børnene savner også deres familie. Især deres søskende, som er uskyldige i hele situationen.

Når vi tager børnene med tilbage til landsbyen, kan vi vise landsbyboerne, at børnene er sunde og raske, går i skole og ikke ligner nogen, der er besat af onde dæmoner eller heksekræfter. Det er med til at svække troen på hekse. Vi tvinger aldrig børnene til at besøge deres familie, hvis de ikke vil.

Er børnene bange for at se deres familie igen?

Der er ingen af vores børn, der bliver tvunget til at se deres familie igen. Det er deres egen beslutning, og derfor glæder de sig som regel til det. De pakker ofte en stor pose med gaver til deres familie. Det kan være tøj, legetøj eller slik, som de selv har fået, men som de har gemt, fordi de ønsker at dele det med deres søskende eller forældre. Det viser virkelig det stærke bånd, der er mellem dem og deres familier.

Genforeningsarbejdet er et langt, kontrolleret og professionelt overvåget forløb, som ofte strækker sig over flere år. Børnenes sikkerhed er altid førsteprioritet, og ingen genforening finder sted, hvis den ikke vurderes at være i barnets bedste interesse – både på kort og lang sigt.

Vil nogle af børnene gerne flytte hjem til deres familie igen?

Nogle af vores børn har genopbygget en stærk relation til deres familie igen. De holder ferier hos deres familie i landsbyerne, hvor de før blev beskyldt for at være hekse. Destiny er det første af vores børn, der flytter tilbage til sin mor i landsbyen. Han er nu voksen og studerer på universitetet.

Mange af vores børn holder deres skoleferie hjemme i deres landsbyer. Når de har en alder, hvor de naturligt vil flytte hjemmefra, drømmer de om at starte deres eget selvstændige liv frem for at bo hos deres forældre.

Fortryder de nogensinde at have anklaget et barn for at være heks?

Når et barn bliver anklaget for at være heks, er det en overbevisning, der har så dybe rødder i den afrikanske kultur, at man slet ikke tvivler på det. Så de fortryder det derfor ikke. Men når de gennem noget tid ser barnet komme på hjemmebesøg, og de ser, at barnet ser sundt og raskt ud, går i skole og lever et godt liv, tror de ikke, at barnet er en heks længere.


Spørgsmål om Hope

Hvordan går det med Hope?

Hope har det godt på Land of Hope. Da vi reddede Hope tilbage i 2016, var han kun omkring 2 år gammel. Han har derfor boet længe på Land of Hope, og han lever et meget almindeligt liv, hvor han går i skole og har fritidsaktiviteter. Hope har en dejlig personlighed. Han er både sjov og fjollet, men også kærlig og omsorgsfuld over for de andre børn. Han elsker at danse og at være kreativ – og så elsker han at være sammen med Anjas søn, David Junior, som han er jævnaldrende med og er vokset op sammen med som en bror.

Kan Hope ikke snakke, og er han døv?

Hope er konstateret døv. Vi ved ikke, om det skyldes den underernæring, han oplevede som lille. Vi har forsøgt at give ham høreapparater, men han har selv valgt ikke at brug dem, og i stedet har han udviklet sin egen måde at udtrykke sig på. Han udtrykker sig gennem lyde og tegnsprog, men taler ikke ligesom andre børn gør. På trods af det er han en livsglad dreng med selvtillid og stor fortællelyst.

Hvordan går det med Hopes mor?

Hopes mor var kun 15 år, da hun fødte Hope. Hans far var på det tidspunkt 50 år og blandt lederne af landsbyen. Desværre er voldtægt, misbrug og børnearbejde en del af fortællingen om Hopes mor, og hun endte med at blive sendt væk til Lagos. Det kan vi af sikkerhedshensyn ikke gå mere i detaljer med. Men i dag har vi fået kontakt til Hopes mor, og hun besøger jævnligt Hope på Land of Hope. Deres forhold udvikler sig positivt, men Hope bliver boende på Land of Hope. Hopes mor har også en anden søn, Daniel, som er Hopes lillebror, og vi håber, at de to en dag kan møde hinanden. I virkeligheden hedder Hope faktisk Steven, men hans mor synes også godt om navnet Hope.


Spørgsmål om Anja

Hvorfor startede Anja Land of Hope?

Livet i Nigeria er langt fra det liv, Anja kommer fra, men modgang og trænge kår er ikke fremmed for hende. Hun voksede op i Frederikshavn i et lille rækkehus med sin mor, storesøster og tvillingesøster. Hendes mor døde, da hun var ung, og hendes far var alkoholiker. Hun har selv kæmpet med depression, angst og anoreksi som ung.

Da Anja var i 20’erne, så hun en engelsk dokumentar om heksebørn i Nigeria. Hun så hvordan børnene blev tortureret, levende begravet og slået ihjel på grund af anklager om hekseri, og det tændte en ild i hende og en vrede mod verdens ledere, som ikke gør noget for at stoppe det. Vreden vækkede en barndomsdrøm om Afrika, som hun besluttede at udleve. Først i Malawi og senere Tanzania som hjælpearbejder.

Efter nogle år stiftede hun sin egen nødhjælpsorganisation, som i dag er Land of Hope. Mange undrer sig over, hvad der fik Anja til at opgive sit trygge liv i Danmark og rejse afsted til ét af de farligste områder af Nigeria. Til det plejer hun at svare: “Jeg fulgte bare mit hjerte”.

Bor Anja med sin familie i Nigeria?

Anja bor skiftevis på børnecentret Land of Hope i Nigeria og i Danmark sammen med sin søn, David Junior. Anja og hendes mand David besluttede, at deres fælles søn, David Junior, skulle gå i skole i Danmark, da skolerne i Nigeria ikke er sikre for ham. Der er for stor risiko for kidnapning, fordi kriminelle ønsker at få fat i de penge, som finansierer Land of Hope.

Det er hårdt for både Anja og David Junior at skulle sige farvel hele tiden. Men heldigvis fylder skole og sportslige aktiviteter meget af tiden i Danmark, og Anja laver fundraising og foredrag, når hun er i Danmark. De holder kontakten med David Juniors far og alle børnene på Land of Hope gennem online-opkald og video, som de sender til hinanden.

Er det farligt for Anja at være i Nigeria?

Nigeria er et af verdens farligste lande. Staten, hvor Land of Hope ligger, er blandt de 6 stater i Nigeria, det er farligst at rejse til på grund af kidnapninger, bevæbnede bander og kriminalitet. Derfor kan Anja aldrig fortælle nogen, hvornår hun rejser ind og ud af Nigeria eller opholder sig i Nigeria. Anja er beskyttet af sikkerhedsvagter døgnet rundt.

Den økonomiske krise i Nigeria har gjort det ekstra farligt for Anja at opholde sig i Nigeria. Fattigdommen er nemlig så stor, at flere mennesker er ramt af sult, og det får desperationen – og dermed kriminaliteten – til at vokse også. Det kræver stor forberedelse, inden Anja kan rejse ind i landet med David Junior.

Vil Anjas nigerianske mand gerne til Danmark?

Anjas mand, David, har ikke en drøm om at rejse til Danmark. Han har en målsætning om at gøre verden bedre i Nigeria og er engageret i landets udvikling både politisk og som jurist. Børnene på Land of Hope drømmer til gengæld om at komme til Danmark og opleve sne, som Anja har vist dem billeder af.

Hvad er Anja mest glad for ved sit arbejde?

Anja synes, at det bedste ved sit arbejde i Land of Hope, er at få lov at opleve børnenes udvikling. Hvordan de går fra at være udstødte og skræmte børn på gaden til at blive stærke, selvstændige individer, der tager en uddannelse f.eks. på universitet og skaber sig en god og lys fremtid.

Lær os at kende

Bog

I Anjas bog: “Heksebørnenes mor” fortæller hun om sit liv, og hvorfor hun besluttede at kæmpe for Afrikas heksebørn. Her får du hele historien om, hvordan Land of Hope blev til. Bogen er på dansk.

Køb bogen her

Dokumentar

Der findes en helt ny dokumentar om Land of Hope på streamingtjenesten Max.
“The One With Hope” Max (tidligere HBO)

Der er også dokumentar og interview på DR
“Helvedes Helte” DR2
“En dansker redder verden” DR2
“Anja og heksebørnene” DR2
“Anjas børnehjem” DR2
“Verdensklassen” DR Podcast

Se dokumentarfilm

Foredrag

Anja holder løbende foredrag rundt om i Danmark og kan også bookes til foredrag. Hun er en erfaren foredragsholder og er god til at fortælle om sit arbejde med Land of Hope – og om at turde følge sit hjerte.

Foredrag med Anja
This is Anja Lovén from Land of Hope protesting for children's rights in Nigeria

Start en indsamling

Vil du være med til at hjælpe? Igennem Land of Hopes hjemmeside kan du starte din egen indsamling for børnene på Land of Hope. Når du har oprettet den, kan du printe en plakat ud med et MobilePay nummer og en QR-kode. På den måde gør du det let for andre at støtte. Det er gratis for dig at oprette indsamlingen med Land of Hopes værktøj.