The children at Land of Hope Children's Center

Land of Hope børnecentret

I staten Akwa Ibom, Nigeria, ligger børnecentret Land of Hope. Et over 30.000 kvm stort, beskyttet areal, hvor alle 93 børn bor sammen. Anja og David drømte begge om at bygge et sikkert og kærligt hjem til de børn, der bliver gjort til syndebukke og udstødt på grund af voksnes overtro.

This is the girl's room at Land of Hope Children's Center

Et sikkert og kærligt hjem

Bag meterhøje mure, bygget af både danske og nigerianske håndværkere, gemmer håbet sig. Her lever Land of Hopes stifter, Anja Lovén, med sin mand, David Umem, og de 93 ‘heksebørn’, som de gennem de seneste 10 år har reddet fra tortur og død.

I det daglige sørger 50 ansatte for, at børnecentret kører; børnene får sunde måltider, går i skole, dyrker sport, bearbejder traumer, udvikler talenter og får medicinsk behandling på børnecentrets klinik. Imens rejser Anja frem og tilbage mellem Danmark og Nigeria for at samle penge ind, og David kæmper for børnenes rettigheder politisk og juridisk.

Det er ikke en dans på roser at drive Vestafrikas største børnecenter.

Anja viser rundt på Land of Hope

Få et kig ind bag murene.

This is Abasiofon in front of the sign Love Lives Here

Børnenes dagligdag

Den farverige kunst på indermurene med ord som “Hope” og “Love Lives Here” står i skærende kontrast til pigtråden og de bevæbnede vagter. Udenfor er der en overhængende fare for kidnapning og overfald.

Børnene bor 3-4 på hvert værelse med eget toilet, og de er opdelt i piger og drenge med hvert deres hus. Alle rum er malet i smukke farver, og i begge huse er et fællesrum, hvor de spiser, laver lektier, leger og synger.

Tæt ved indgangen til Land of Hope ligger fodboldbanen. Der er altid en fodboldkamp i gang. Børnene er meget aktive, for sport har en terapeutisk virkning. Der er også volleyballbane og et musiklokale, hvor de lærer at spille på instrumenter og får sangtræning.

Anja

Det er utroligt, at man for det beløb, vi indsamler fra vores støttere, kan skabe gode liv for så mange børn.

This is the outdoor kitchen at Land of Hope

Landbrug og selvforsyning

Det er målet at gøre Land of Hope selvforsynende, og vi er godt på vej.

Vi dyrker grøntsager som agurker, yams, gulerødder og tomater på store arealer uden for Land of Hope, som vi lejer af den lokale regering. Indenfor har vi mango- og banantræer. Vi opdrætter vores egne catfish i store fisketanke og har en hønsefarm med mange tusinde høns og kyllinger.

Landbruget går godt og er nu så stort, at vi kan sælge det, vi ikke selv spiser, på lokale markeder og på den måde skaffe en indtægt til driften.

This is Land of Hope health clinic

Håndsrækning til lokale

Land of Hope skal være et oplysnings- og hjælpecenter, der rækker bredere ud end børnene. Vi vil spille en aktiv rolle i lokalsamfundet og ændre de forhold, der er skyld i, at overtro i det hele taget eksisterer.

Derfor har vi bygget vores eget hospital med operationsstue, venteværelse og plads til 20 patienter, så vi vil kunne tilbyde fattige landsbyboere et sted at få sundhedshjælp, som de ellers ikke har adgang til. Hospitalet fungerer i dag som klinik, hvor vores egne sygeplejersker har kontor og arbejder fra, og hvor vi indlægger børnene, hvis de er syge.

Vi bygger derudover et konferencecenter til vores oplysningsarbejde.

Sådan kan du hjælpe

Lige nu bor 92 børn på Land of Hope. Vi lever som en familie, så din støtte går derfor til helt almindelige, basale ting, man ofte tager for givet:

– 3 daglige måltider
– møbler og madrasser til børneværelser
– børnenes skolegang og bøger
– transport frem og tilbage i områder, der er for farlige at gå i

Derudover skal vi bruge penge til medicin, hospitalsbesøg og det fantastiske personale, som tager sig af børnene i det daglige og sikrer, at de får bearbejdet deres traumer og går en lysere fremtid i møde.

Støt fast eller giv et bidrag

Du kan vælge at give et enkelt bidrag til Land of Hopes arbejde eller blive fast støtter af vores arbejde med en fast månedlig donation. Fast støtte giver os et stærkt fundament at stå på, når vi skal bekæmpe farlig overtro og redde flere børns liv.

Støt

MobilePay

Send din donation til

44170

Køb & Støt

Med fantastiske virksomheder har vi udviklet produkter til Køb & Støt Kampagner. Når du køber dem, støtter du os økonomisk, men du hjælper os også med at skabe mere opmærksomhed.

Se produkterne