Hjælp til skoleprojekter

I Danmark troede man også engang på ‘magi’. Næsten alle kulturer har på et eller andet tidspunkt i historien været overtroiske og brugt overnaturlige midler til f.eks. at helbrede mennesker eller bede om en bedre høst fra landbruget. For mennesker, der levede før 1700-tallet, var magi en almindelig del af hverdagen. De syntes, at verden var et mystisk og skræmmende sted, så når der skete ulykker, naturkatastrofer eller uforklarlige sygdomme, forklarede de det med overnaturlige kræfter. På samme måde er det en traditionel afrikansk overbevisning, at alt har en overnaturlig årsag.

I de fattige landsbyer i Nigeria er livet meget anderledes end det, du kender i Danmark. Fattige mennesker går ikke i skole og har ikke mulighed for at lære om verden, sådan som du gør. Derfor begynder de at forme deres egne overbevisninger. De begynder at blive overtroiske, og hekseanklager er blevet en måde for dem at forklare, hvorfor et familiemedlem er blevet syg eller pludselig er død, eller hvorfor der sker ulykker omkring dem.

Når et barn bliver beskyldt for at være heks, bliver det udstødt af landsbyen. Landsbyboerne er overbeviste om, at barnet kan forårsage ulykker og gøre skade på dem. Derfor vil de slå barnet ihjel, og barnet må flygte og gemme sig for at overleve. I nogle tilfælde vil såkaldte “heksedoktorer” tilbyde at helbrede barnet. De kan finde på at hælde gift i barnets mund, slå og skære i barnet for at få dæmonerne ud. Men de gør bare mere skade på barnet, og nogle gange slår deres behandlinger også barnet ihjel. At være udstødt af sin landsby er meget farligt for et barn, fordi det er svært at overleve og skaffe mad, når man er helt alene i verden.

Land of Hope samarbejder med landsbyhøvdinge i de omkringliggende fattige landsbyer. Det er vigtigt, at vi har en god relation til dem, og at de stoler på os, fordi så vil de gerne samarbejde med os, når et barn bliver anklaget for at være heks. De ringer til os med information om barnet, og nogle gange tager de også barnet til sig for at beskytte det, indtil vi kan komme og hente det. Hvert år bliver mere end 10.000 børn i Nigeria anklaget for at være hekse, og vi kan desværre ikke redde dem alle. Det er meget hårdt at vide. Men dem, vi kan redde, gør vi alt for at redde.

Mange tror, at vi kan køre rundt og samle børnene op direkte fra gaden, men det er faktisk meget svært at få lov at redde et heksebarn. Hvis vi tager et barn med uden at få tilladelse af deres familie eller landsbyhøvding, kan vi blive beskyldt for kidnapning. Vi skal som minimum have en politigodkendelse, hvis vi ikke kan få godkendelsen direkte af familien, og det kan tage meget lang tid. Er barnet i risiko for at dø, må vi godt tage det med på hospitalet, men sygeplejersker og læger tror også på hekse, så det er ikke altid, at de tør hjælpe barnet. Og så skal man huske på, at heksebørn er bange for voksne. Det er jo voksne, der har gjort dem fortræd, så derfor stoler de heller ikke altid på os. De kan finde på at stikke af fra os, selvom vi prøver at hjælpe dem.

En af Land of Hopes vigtigste værdier er: Uddannelse. Alle vores børn skal gå i skole, fordi viden er nøglen til at bekæmpe overtro. Vi fortæller vores børn om deres rettigheder. FN vedtog i 1989 en Børnekonvention, som 190 lande i hele verden har skrevet under på. Den sikrer alle børn helt basale rettigheder uanset nationalitet, køn, social status, religion og kultur. Det skal vores børn vide, så de forstår, at det, de har været udsat for, ikke er tilladt, og at deres rettigheder er blevet krænket. Men én ting er at have ret, og noget andet er, hvordan man har det indeni. Derfor arbejder Land of Hopes Child Development team løbende med børnenes mentale sundhed. Vi giver børnene et nyt fællesskab og trygge voksenrelationer, vi lader børnene udtrykke sig gennem musik, kunst og sport, og så arbejder vi med deres talenter, så de oplever succes. Vi kan aldrig fjerne den smerte, de har følt, da de blev udstødt af deres landsby og familie, men vi kan give dem kærlighed og omsorg.

Land of Hope er ikke et børnehjem, men en familie. Vi er børnenes lovlige værger og har myndigheden over dem, men vi elsker dem også som en familie. Når børnene har taget en uddannelse og er voksne, bestemmer de helt selv, hvor de vil bo. Det kan være, at de flytter for at tage på universitetet eller for at komme i lære et sted, og så sker der en naturlig proces, hvor de løsriver sig. Vi opdrager alle vores børn til at være selvstændige individer og til at tage ansvar for deres eget liv. Men de er altid velkommen hjem til Land of Hope, hvor de er vokset op.

Hekseovertroen er så dybt forankret i hele kulturen i Nigeria, at det vil tage lang tid, før vi ser forandringer. Igennem Land of Hopes oplysningsarbejde i Nigeria kan vi være med til at påvirke kulturen. Jo flere mennesker, der bliver oplyste om den skadelige overtro, des bedre. Nigeria er et meget fattigt land. 129 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom, og 18,5 millioner børn går ikke i skole. Det betyder, at store dele af befolkningen er ‘overladt til sig selv’, og derfor vokser overtroen blandt dem. Men der er håb, og vi er håbefulde i Land of Hope. Vi ser forandringer i små skridt, og vi ved, at vi vil nå vores mål, hvis bare vi holder fast og bliver ved. Her spiller du også en stor rolle. Du kan være børnenes stemme og hjælpe os med at udbrede kendskabet til vores arbejde i Nigeria.

Det er sjældent, at det er børnenes nærmeste familie, der har beskyldt dem for at være hekse. I de fleste tilfælde er det en bekendt af familien, en religiøs leder eller landsbyhøvding, som har meget magt over landsbyen. Uanset hvem det er, har alle børn ret til at kende deres familie, og børnene savner også deres familie. Især deres søskende, som er uskyldige i hele situationen. Når vi tager børnene med tilbage til landsbyen, kan vi vise landsbyboerne, at børnene er sunde og raske, går i skole og ikke ligner nogen, der er besat af onde dæmoner eller heksekræfter. Det er med til at svække troen på hekse. Vi tvinger aldrig børnene til at besøge deres familie, hvis de ikke vil.

Der er ingen af vores børn, der bliver tvunget til at se deres familie igen. Det er deres egen beslutning, og derfor glæder de sig som regel til det. De pakker ofte en stor pose med gaver til deres familie. Det kan være tøj, legetøj eller slik, som de selv har fået, men som de har gemt, fordi de ønsker at dele det med deres søskende eller forældre. Det viser virkelig det stærke bånd, der er mellem dem og deres familier. I langt de fleste tilfælde er det ikke børnenes egen familie, der har beskyldt dem for at være hekse. Når en familie oplever, at deres barn bliver hekseanklaget, kan de blive tvunget til at forvise det, for ellers vil hele familien blive ramt. Forældre risikerer at blive slået ihjel eller bringe resten af familien i fare. Så familierne er også meget glade for at se børnene igen.

Der er endnu ikke nogen af vores børn, der har ønsket at flytte væk fra Land of Hope for at bo hos deres familie igen. Men de kan godt finde på at spørge, om de må komme på besøg hos deres familie, og om de må være der i lidt længere tid ad gangen, f.eks. en måned i stedet for en uge. Rigtig mange af vores børn holder deres skoleferie hjemme i deres landsbyer. Og når børnene har en alder, hvor de naturligt vil flytte hjemmefra, vil de som regel gerne starte deres eget selvstændige liv frem for at bo hos deres forældre.

Når et barn bliver anklaget for at være heks, er det en overbevisning, der har så dybe rødder i den afrikanske kultur, at man slet ikke tvivler på det. Så de fortryder det derfor ikke. Men når de gennem noget tid ser barnet komme på hjemmebesøg, og de ser, at barnet ser sundt og raskt ud, går i skole og lever et godt liv, tror de ikke, at barnet er en heks længere.

Hope har det godt på Land of Hope. Da vi reddede Hope tilbage i 2016, var han kun omkring 2 år gammel. Han har derfor boet længe på Land of Hope, og han lever et meget almindeligt liv, hvor han går i skole og har fritidsaktiviteter. Hope har en dejlig personlighed. Han er både sjov og fjollet, men også kærlig og omsorgsfuld over for de andre børn. Han elsker at danse og at være kreativ – og så elsker han at være sammen med Anjas søn, David Junior, som han er jævnaldrende med og er vokset op sammen med som en bror.

Hope er konstateret døv. Vi ved ikke, om det skyldes den underernæring, han oplevede som lille. Vi har forsøgt at give ham høreapparater, men han har selv valgt ikke at brug dem, og i stedet har han udviklet sin egen måde at udtrykke sig på. Han udtrykker sig gennem lyde og tegnsprog, men taler ikke ligesom andre børn gør. På trods af det er han en livsglad dreng med selvtillid og stor fortællelyst.

Hopes mor var kun 15 år, da hun fødte Hope. Hans far var på det tidspunkt 50 år og blandt lederne af landsbyen. Desværre er voldtægt, misbrug og børnearbejde en del af fortællingen om Hopes mor, og hun endte med at blive sendt væk til Lagos. Det kan vi af sikkerhedshensyn ikke gå mere i detaljer med. Men i dag har vi fået kontakt til Hopes mor, og hun besøger jævnligt Hope på Land of Hope. Deres forhold udvikler sig positivt, men Hope bliver boende på Land of Hope. Hopes mor har også en anden søn, Daniel, som er Hopes lillebror, og vi håber, at de to en dag kan møde hinanden. I virkeligheden hedder Hope faktisk Steven, men hans mor synes også godt om navnet Hope.

Livet i Nigeria er langt fra det liv, Anja kommer fra, men modgang og trænge kår er ikke fremmed for hende. Hun voksede op i Frederikshavn i et lille rækkehus med sin mor, storesøster og tvillingesøster. Hendes mor døde, da hun var ung, og hendes far var alkoholiker. Hun har selv kæmpet med depression, angst og anoreksi som ung. Da Anja var i 20’erne, så hun en engelsk dokumentar om heksebørn i Nigeria. Hun så hvordan børnene blev tortureret, levende begravet og slået ihjel på grund af anklager om hekseri, og det tændte en ild i hende og en vrede mod verdens ledere, som ikke gør noget for at stoppe det. Vreden vækkede en barndomsdrøm om Afrika, som hun besluttede at udleve. Først i Malawi og senere Tanzania som hjælpearbejder. Efter nogle år stiftede hun sin egen nødhjælpsorganisation, som i dag er Land of Hope. Mange undrer sig over, hvad der fik Anja til at opgive sit trygge liv i Danmark og rejse afsted til ét af de farligste områder af Nigeria. Til det plejer hun at svare: “Jeg fulgte bare mit hjerte”.

Anja synes, at det bedste ved sit arbejde i Land of Hope, er at få lov at opleve børnenes udvikling. Hvordan de går fra at være udstødte og skræmte børn på gaden til at blive stærke, selvstændige individer, der tager en uddannelse f.eks. på universitet og skaber sig en god og lys fremtid.