Land of Hope skal være selvforsynende

Land of Hope skal være selvforsynende
Land of Hope har taget endnu et vigtigt skridt mod målet om at blive selvforsynende. Vi har etableret et professionelt drevet kvægbrug med de første 42 køer fra Kaduna i det nordlige Nigeria. De indgår nu som en del af Land of Hopes samledes landbrugsindsats.
Kvægbruget er startet op med ekstern hjælp, og dyrevelfærd er en central prioritet. Køerne er indhegnet og bliver løbende tilset af dyrlæge for at sikre gode og sunde forhold.
En del af en langsigtet plan
“David og jeg har altid drømt om at have så mange dyr som muligt på Land of Hope”, fortæller Anja glad – hun har fået køerne i julegave af sin mand David Emmanuel Umem – og uddyber formålet:
“Vi har allerede store vandtanke med fisk og en hønsefarm med mange tusinde høns og kyllinger. David siger, at hans mission er, at vi får 50.000 køer. Han drømmer stort! Men jeg ved, at han altid går 100 % efter sine mål”.
Visionen om selvforsyning har altid været en grundsten i Land of Hopes arbejde. I et land præget af økonomisk usikkerhed, inflation og høje fødevarepriser er det afgørende at kunne producere så meget som muligt selv. Det styrker organisationens robusthed og sikrer stabile rammer for børnene – også i krisetider.
Men landbruget bidrager ikke kun med fødevarer.
Det fungerer også som et læringsrum for børnene. Børnene deltager aktivt og får praktisk viden om landbrug, dyrehold og ansvar – kompetencer, der kan få stor betydning for deres fremtid.
Fra grøntsager til animalsk produktion
Land of Hopes selvforsyning bygger på flere ben:
1. Grøntsagsdyrkning
På egen jord – og på lejet jord uden for børnecentrets mure – dyrkes blandt andet agurker, yams, gulerødder og tomater. Afgrøderne indgår direkte i de daglige måltider. Samtidig lærer børnene om dyrkning og pleje af jorden.
2. Landbrug med dyr
Ud over kvægbruget har Land of Hope i flere år investeret i animalsk produktion. Vandtanke til opdræt af catfish og en hønsefarm med over tusinde høns og kyllinger er allerede en velfungerende del af driften.
Produktionen er i dag så omfattende, at overskud sælges på lokale markeder og bidrager således økonomisk til driften.
3. Rent drikkevand
Adgang til rent vand er afgørende. På Land of Hope har vi etableret eget vandanlæg, som sikrer stabil adgang til rent drikkevand for både børn og ansatte.
4. Sundhedspleje og medicin
Som led i selvforsyningsstrategien har Land of Hope opført et hospital med operationsstue, venteområde og plads til op mod 20 patienter. Hospitalet fungerer i dag som klinik med egne sygeplejersker, der kan behandle og indlægge børnene ved sygdom. På sigt er ambitionen også at kunne tilbyde basal sundhedshjælp til fattige landsbyboere i nærområdet.
Din støtte har en langsigtet effekt
Set udefra er Land of Hope meget mere end et børnecenter. Det er faktisk et lille samfund, hvor fødevarer, vand, sundhed og læring hænger tæt sammen. De erfaringer, som Land of Hope har gjort i arbejdet med at blive selvforsynende, rummer potentiale til at inspirere lignende initiativer i andre udsatte områder – med selvforsyning som nøgle til stabilitet og overlevelse.
Når du støtter Land of Hope investeres donationerne med fokus på løsninger, der skaber en bæredygtig udvikling – og dermed varig værdi – både for børnene på børnecentret og for det omkringliggende lokalsamfund. Etableringen af kvægbruget er bare ét konkret eksempel på, hvordan støtte omsættes til handling og fremtidssikring.






