Hjælp til lokalsamfundet

Hjælp til lokalsamfundet
129 millioner nigerianere lever lige nu i ekstrem fattigdom.
Derfor prøver vi at hjælpe de fattige lokalsamfund, så meget som vi kan.
- Vi støtter to unge kvinder, der har mistet deres mænd. De og deres børn er i stor fare for at blive hekseanklaget. Den ene kvinde har tvillinger, som var tæt på at dø af sult. Hver uge kommer hun og bedstemoren til Land of Hope for at få modermælkserstatning.
- I december indsamlede vi penge til at købe ris til fattige familier og især fattige, enlige kvinder, der er lavest i det sociale hierarki. Ældre kvinder og enker med børn er meget udsatte. Hvis de bliver udstødt af landsbyen, overlever hverken de eller deres børn. Takket være indsamlingen kunne vi uddele over 300 poser ris.
- Vi hjalp en familie med at begrave deres mor. I en lille landsby, hvor vi delte ris ud, boede 7 børn alene med deres mors lig. Deres far var død for 7 år siden, og deres mor døde for 2 år siden. De havde ikke råd til at begrave hende, så hun lå på en træbank med et myggenet over sig. Det var traumatiserende for børnene at leve sådan. Derfor hjalp vi dem med at tage en smuk afsked og begrave deres mor.
- En kvinde hjalp os med at beskytte Israel (den dreng, vi reddede fra en trafikeret vej, og som var efterladt til at dø dér kun 8 år gammel). Hun tog ham hjem til sig, selvom hun og hendes egne børn levede i ekstrem fattigdom. Hendes mand var syg og døende. Hun havde solgt alt, de ejede, for at redde hans liv. Alligevel tøvede hun ikke et sekund med at vise omsorg for Israel. Vi hjalp hendes mand på hospitalet, og de kom tilbage til det hjem, de var blevet fordrevet fra.
Det er i ekstrem fattigdom og desperation, at overtro får lov til at voksne. Derfor bliver hekseanklager udbredt. Det bliver forklaringen på, hvorfor det går de voksne dårligt.
Derfor er det vigtig, at Land of Hope er synlige i de fattige nærområder. Når vi hjælper de lokale, får de tillid til os som organisation, og vi sikrer, at de ikke søger hjælp hos ‘heksedoktorer’ og religiøse bevægelser, der udnytter dem.
Ingen kan hjælpe alle. Men vi kan alle hjælpe nogen.









