Redningsmissionen, der ændrede alt
Uddrag fra Anjas bog: “Heksebørnenes mor” (2020):

“Jeg stivnede i hele kroppen, da jeg fik øje på drengen. Han var udmagret, beskidt og sad alene i skyggen af et banantræ for enden af en lille bakke, hvor jeg stod. Drengen var måske tre år, men det var svært at bedømme, for han var ikke andet end et levende skelet. Han var det heksebarn, mit team og jeg var kommet for at redde.

[…] Vi gik ned ad bakken, og drengen rejste sig op. Langsomt og vaklende. Da vi nåede hen til ham, slog de lokale ring om ham, og med ét begyndte han at danse. Mekanisk, som havde nogen kastet en mønt i ham. Hans øjne var udtryksløse, mens han i slowmotion bevægede sine tændstiktynde arme og ben. I hånden havde han en tom sodavandsdåse.

De lokale klappede og hujede.

[…] Pludselig gav hans ben efter under ham, han faldt hårdt ned på numsen, der ikke var andet end knogler og løs hud. Den lokale mand trak ham op at stå igen, og drengen fortsatte sin dødsdans. Det var sådan, jeg så det.

[…] Da jeg satte mig på hug foran drengen, var jeg ved at blive slået bagover af den lugt, der emmede ud fra ham. En harsk og syrlig stank, som var han ved at gå i forrådnelse. Hans mave var udspilet til bristepunktet af underernæring, hans ribben stak ud, og den lille krop var indkapslet i indtørret jord og skidt. Jeg rakte ham en kiks, åbnede vandflasken og satte den til hans mund. Han drak grådigt. “Nu tager vi dig med,” sagde jeg til ham på dansk. “Du skal ikke være her længere. Du skal med mig.””

Hele verden så med, da Land of Hopes stifter, Anja Ringgren Lovén, reddede den lille dreng, som senere fik navnet “Hope”. Navnet blev et symbol på den utrættelige kamp mod skadelig overtro, som Anja har kæmpet i over et årti.

“Hvordan har Hope det i dag?”
På redningsdagen, den 30. januar 2016 vidste Anja og teamet ikke, om Hope ville overleve. Hans tilstand var meget kritisk.

De gjorde, hvad de kunne. Vaskede ham nænsomt, mens han klynkede i smerte, og fik ham bragt til hospitalet (som ikke tager imod beskidte heksebørn), så han kunne få behandling for de mange infektionssygdomme, han havde i sin afkræftede, lille krop.

– Hope vendte tilbage til livet! I mere end én forstand. For han ændrede også Anjas liv for altid, såvel som mange andres, når de lærer hans historie at kende. Billedet af Anja og Hope under redningsmissionen gik verden over, og selv i dag – mange år efter – får vi konstant spørgsmålet:

“Hvordan har Hope det?”.

Han har det godt.

Siden redningen har Hope ikke været i stand til at tale. Han taler med lyde, som han selv finder på, men udtaler ikke ord. Vi har fået undersøgt hans ører ad flere omgange, og de undersøgelser har vist, at han har nedsat hørelse. Han er nok det, man vil kalde ‘døvstum’. Vi har forsøgt at give ham høreapparater, men han vil ikke gå med dem. Han trives med sin egen måde at kommunikere på – og meget af den sker stadig igennem dansen.

“Hope kommunikerer med øjnene, med hænderne og med hjertet. Han har aldrig sagt ét ord, men han siger mere end de fleste,” plejer Anja at sige.

Da Anja reddede Hope var han på alder med Anjas biologiske søn, David Junior. De to voksede op sammen som brødre og er uadskillelige.

Men Hope er også blevet genforenet med sin egen biologiske mor, og vi fandt ud af, at han har en biologisk bror, der hedder Daniel, som vi håber, at han en dag kan møde.

Hopes fødselsnavn er i virkeligheden Steven. For os vil han altid være Hope.

Nu fejrer vi Hopes flotte uddannelse
Hvis du er én af de mange millioner mennesker verden over, der har fulgt Hopes fantastiske forvandling fra et udmagret og udstødt heksebarn til en charmerende, lynende intelligent og empatisk ung mand, kan du sammen med os også fejre, at han klarer sig godt i skolen. Han har netop færdiggjort primary school (det, vi kalder indskoling i folkeskolen).

Hope går ikke i specialskole, for det er ikke en mulighed dér, hvor Land of Hope ligger. Han går i en almindelig skole og gør sig meget umage for at følge med, fordi han ikke kan høre. Han er begyndt at skrive – det er en ny måde, vi kan kommunikere med ham på – og så er han virkelig god til matematik. At han færdiggør primary school er en vigtig milepæl i hans liv og en sejr, som kan forme hans fremtid.

For hvad vil fremtiden byde Hope?

Det ved vi ikke.

Vi tror ikke længere, at Hope vil udvikle et almindeligt sprog, og i et land som Nigeria er der umiddelbart ikke mange muligheder for ham. Men Hope er flittig og ordentlig, charmende og meget intelligent, og vi tror på, at hans fremtid ser lys ud på trods af hans udfordringer.

Måske vil der åbne nogle muligheder for ham uden for Nigeria? Det vil tiden vise.

Først skal Hope nyde sin sommerferie på Land of Hope indtil september måned, hvor han starter i secondary school.

Hopes forvandling fra et lille udmagret og udstødt heksebarn til en charmende og dygtig, ung mand er et bevis på, at håb findes alle steder. Vi må aldrig give slip på håbet.