Tysk dokumentar

Tysk dokumentar

Tysk dokumentar om Land of Hope

Et filmhold fra DW Deutsche Welle har for nylig været på besøg på Land of Hope for at lave en kort dokumentar om vores arbejde i Nigeria.

De var med Anja og David på besøg i de overtroiske landsbyer for at dokumentere forholdene for børn, der bliver beskyldt for at være hekse. De fik blandt andet filmet, hvordan Anja, David og vores team i Nigeria reddede hele 3 nye børn på blot 2 dage.

I en landsby var en far blevet arresteret for forsøg på at slå sin søn på 5 år ihjel, fordi faren mente, at han var en heks. Han blev dog løsladt igen med lovning på, at han ikke ville dræbe sønnen, men han ville stadig ikke lade ham sove inde i huset.

Da Anja og David kom til landsbyen, var den lille dreng stærk præget af situationen. Han var så bange, underernæret og afkræftet efter at have sovet alene udenfor i mange dage.

En anden dreng boede i en forladt bygning sammen med to drenge. Da Anja og David kom for at redde ham, var de to andre drenge blevet slagtet og dræbt.

En 9-årig pige fra den samme landsby blev også beskyldt for at være en heks og var derfor i overhængende fare for også at blive dræbt.

Se den korte dokumentar om redningerne her, hvor man også kan se et klip med Hope, der besøger sin far.

Alle tre børn er nu i sikkerhed på Land of Hope, og de starter i skolen efter jul. Hvis du vil støtte dem og deres skolegang, så giv en donation eller en fast støtte på et valgfrit beløb hver måned. Den faste støtte hjælper os til at styrke vores økonomiske fundament, så vi også i fremtiden kan redde flere børn og give dem en tryg barndom og opvækst.