Over 200 kom til Scandic Spectrum
Over 200 kom til Scandic Spectrum
“Tak, for et fantastisk foredrag i går”, lød det hen over kaffemaskinen i Scandic Spectrums morgenbuffet.
Flere af deltagerne til aftenens Charity Event kom langvejs fra for at høre Anjas foredrag, og de havde valgt at kombinere interessen for Land of Hope med et ophold på det bynære og smukt beliggende Scandic Spectrum hotel i København, der også var både vært og arrangør af eventet.
– Og det var en stor succes!
Det bekræftede Conference Manager, Didde Mejlstrup, der havde oplevet en overvældende interesse for Anjas foredrag.
Over 200 mennesker fra nær og fjern fyldte den store konferencesal. De lyttede forstående – og med en lille klump i halsen – mens Anja tog dem med på en følelsesmæssig rutsjetur.
Fra barske realiteter i Nigerias fattige lokalsamfund, hvor børn bliver udstødt, tortureret og slået ihjel. Til lettelse ved synet af børnenes nye liv og fremtid på Land of Hope. Følelserne stod ekstra stærke i salen, da billeder tonede frem på 4 storskærme lige for øjnene af publikum.
Sammen med Scandic Spectrum indsamlede Land of Hope mere end 50.000 kr. alene fra billetsalget. Derudover solgte Anja sin biografi og et udvalg af børnenes malerier i pausen. Hele beløbet går nu ubeskåret til Land of Hopes arbejde i Nigeria.
Tak til Scandic Spectrum.
Vil du også sætte fokus på en vigtig og livgivende sag med et indsamlingsevent for Land of Hope?