Mens optagelserne til dokumentaren Woman at the End of the World var i gang, skete noget uventet.

Vi fandt Hopes mor.

I årevis har vi søgt efter Hopes familie uden held. Nu kan millioner af mennesker pludselig vidne det øjeblik, hvor Hope bliver genforenet med sin mor, og de omfavner hinanden. I dokumentarfilmen ser man, at Hopes mor venter på ham under vores mangotræ.

Det var et meget følelsesladet øjeblik.

Fortællingen om Hope går verden rundt

Hele verden fulgte også med, da Hope – kun 2 år gammel – dansede foran et hujende landsbypublikum i håb om at få lidt mad og vand. Hans lille krop var stærkt underernæret, og hans ben kunne ikke bære ham. Man så, hvordan de gav efter, og han faldt hårdt ned i den støvede jord.

Anja måtte undertrykke sin desperation for at hjælpe ham, så landsbyen ikke fik mistanke om hende. Hun fik lov at give ham vand og kiks. Billedet af hende på hug foran lille Hope gik derefter verden rundt.

– Endelig så verden Nigerias uønskede “heksebørn”.

Hope var nemlig anklaget for at være heks. Derfor var han udstødt af landsbyen og efterladt til at dø – og han var i den grad dødende, da vi fandt ham. Men han genvandt styrke og har siden boet på Land of Hope.

I dag er han konstateret døvstum, og vi ved ikke, om det skyldes den underernæring, han oplevede som lille. Han kan desværre ikke tale eller høre. På trods af det er han en livsglad dreng med selvtillid og stor fortællelyst, som bare har fundet sin egen måde at udtrykke sig på.

Hvordan kunne Hopes mor lade det ske?

Nu vender fortiden tilbage til Hope.

Vi har fundet hans biologiske mor, og det vækker naturligvis store følelser og spørgsmål hos de mange millioner mennesker, der kender Hopes historie. Derfor er det også vigtigt, at vi fortæller hans mors historie.

Hun var 15 år, da hun fødte Hope – og kun et barn selv. Hopes far var på det tidspunkt 50 år og blandt lederne af landsbyen. Hopes bedsteforældre var syge, og hans mor tog sig af dem. Da hun fødte Hope, døde de kort efter, og hun blev gravid igen med Hopes lillebror, Daniel. Kun 16 år gammel.

Fortællingen om Hopes mor er desværre også en fortælling om voldtægt, misbrug og børnearbejde, da hun blev sendt væk til Lagos. Det kan vi af sikkerhedshensyn ikke gå mere i detaljer med.

Men vi kan fortælle, at Hope i virkeligheden hedder Steven.

Kan Hope tilgive sin mor?

Mange mennesker har svært ved at forstå, hvordan vi kan tillade børnenes familier at se det barn, de så groft svigtede. Det er forståelige følelser, og derfor vil vi sætte ord på hvorfor.

Forsoning og reintegration er en vigtig del af Land of Hopes arbejde – men det er også den sværeste. For hvordan kan et barn, der er blevet svigtet så groft, nogensinde ønske at have kontakt til dem, der var skyld i det?

Det er vigtigt at forstå, at hekseanklager sjældent kommer fra familierne selv. De kommer fra kirken og såkaldte heksedoktorer, som har den største magt i de fattige samfund i Nigeria. Derfor kan børnene godt savne deres familie og især deres søskende, der ingen indflydelse har haft på situationen, og som selv lever under stor fare for at blive beskyldt for at være hekse.

Nogle af vores børn tager i sommerferien hjem for at bo med deres familier i landsbyerne. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi har holdt kontakten med dem, haft børnene på hjemmebesøg i en årrække og på den måde sikret en positiv relation mellem dem. Familien kan se børnenes udvikling, og det får dem til at ændre opfattelse: De tror ikke længere, at børnene er hekse.

Børnene glæder sig. I månedsvis har de måske gemt lidt kiks, slik og sæbe, som de tager med og giver til deres søskende sammen med noget af deres eget tøj. Kærligheden til deres biologiske familie er meget stærk.

– Og det er altid børnenes eget valg, om de ønsker at se deres familie.

Ligesom det også var Hopes eget valg.

Hvad vil der så ske med Hope nu?

Det vil tage noget tid for Hope at få en relation til sin mor, men i hans opfattelse er hun uskyldig. Det var ikke hende, der forlod ham.

Hope har set billedet af sig selv, da han var 2 år gammel og tæt på at dø. Han kender sin historie, men han er også stolt af den og kalder sig selv “survivor”. Det er en del af hans identitet, og det er også sådan, han betragter sin mor ud fra de oplysninger, han har fået om hende.

Hopes mor bor på nuværende tidspunkt i Lagos, der ligger 700 km væk fra Land of Hope. Her bor også Hopes lillebror, Daniel, og vi håber, at de to kan få mulighed for at møde hinanden en dag. Da Hopes mor stadig er meget ung, vil vi gerne hjælpe hende med at få en uddannelse og en sikker fremtid.

Hope bliver boende på Land of Hope og er fortsat i vores varetægt. Han ønsker ikke at blive kaldt Steven, men vil gerne beholde navnet “Hope”. Hans mor kan også rigtig godt lide navnet “Hope”.

Når du støtter Land of Hopes arbejde, er det børn som Hope, du giver en fremtid. En stærk dreng fuld af livslyst og omsorg for andre – og dem har verden brug for.